\documentclass[DIV=12,%
BCOR=0mm,%
headinclude=false,%
footinclude=false,open=any,%
fontsize=10pt,%
twoside,%
paper=a4]%
{scrbook}
\usepackage{fontspec}
\usepackage{polyglossia}
\setmainfont{Linux Libertine O}
% these are not used but prevents XeTeX to barf
\setsansfont[Scale=MatchLowercase]{CMU Sans Serif}
\setmonofont[Scale=MatchLowercase]{CMU Typewriter Text}
\setmainlanguage{danish}
% global style
\pagestyle{plain}
\usepackage{microtype} % you need an *updated* texlive 2012, but harmless
\usepackage{graphicx}
\usepackage{alltt}
\usepackage{verbatim}
% http://tex.stackexchange.com/questions/3033/forcing-linebreaks-in-url
\PassOptionsToPackage{hyphens}{url}\usepackage[hyperfootnotes=false,hidelinks,breaklinks=true]{hyperref}
\usepackage{bookmark}
% footnote handling
\usepackage[fragile]{bigfoot}
\usepackage{perpage}
\DeclareNewFootnote{default}
\DeclareNewFootnote{B}
\MakeSorted{footnoteB}
\renewcommand*\thefootnoteB{(\arabic{footnoteB})}
\deffootnote[3em]{0em}{4em}{\textsuperscript{\thefootnotemark}~}
% continuous numbering across the document. Defaults to resetting at chapter. Unclear
% \usepackage{chngcntr}
% \counterwithout{footnote}{chapter}
\usepackage[shortlabels]{enumitem}
\usepackage{tabularx}
\usepackage[normalem]{ulem}
\def\hsout{\bgroup \ULdepth=-.55ex \ULset}
% https://tex.stackexchange.com/questions/22410/strikethrough-in-section-title
% Unclear if \protect \hsout is needed. Doesn't looks so
\DeclareRobustCommand{\sout}[1]{\texorpdfstring{\hsout{#1}}{#1}}
\usepackage{wrapfig}
\usepackage{indentfirst}
% remove the numbering
\setcounter{secnumdepth}{-2}
% remove labels from the captions
\renewcommand*{\captionformat}{}
\renewcommand*{\figureformat}{}
\renewcommand*{\tableformat}{}
\KOMAoption{captions}{belowfigure,nooneline}
\addtokomafont{caption}{\centering}
% avoid breakage on multiple
and avoid the next [] to be eaten
\newcommand*{\forcelinebreak}{\strut\\*{}}
\newcommand*{\hairline}{%
\bigskip%
\noindent \hrulefill%
\bigskip%
}
% reverse indentation for biblio and play
\newenvironment*{amusebiblio}{
\leftskip=\parindent
\parindent=-\parindent
\smallskip
\indent
}{\smallskip}
\newenvironment*{amuseplay}{
\leftskip=\parindent
\parindent=-\parindent
\smallskip
\indent
}{\smallskip}
\newcommand*{\Slash}{\slash\hspace{0pt}}
\addtokomafont{disposition}{\rmfamily}
\addtokomafont{descriptionlabel}{\rmfamily}
% forbid widows/orphans
\frenchspacing
\sloppy
\clubpenalty=10000
\widowpenalty=10000
% http://tex.stackexchange.com/questions/304802/how-not-to-hyphenate-the-last-word-of-a-paragraph
\finalhyphendemerits=10000
% given that we said footinclude=false, this should be safe
\setlength{\footskip}{2\baselineskip}
\title{Til de unge}
\date{1891}
\author{Peter Kropotkin}
\subtitle{}
% https://groups.google.com/d/topic/comp.text.tex/6fYmcVMbSbQ/discussion
\hypersetup{%
pdfencoding=auto,
pdftitle={Til de unge},%
pdfauthor={Peter Kropotkin},%
pdfsubject={},%
pdfkeywords={Ungdommen; Revolution; Klasser}%
}
\begin{document}
\begin{titlepage}
\strut\vskip 2em
\begin{center}
{\usekomafont{title}{\huge Til de unge\par}}%
\vskip 1em
\vskip 2em
{\usekomafont{author}{Peter Kropotkin\par}}%
\vskip 1.5em
\vfill
{\usekomafont{date}{1891\par}}%
\end{center}
\end{titlepage}
\cleardoublepage
\tableofcontents
% start a new right-handed page
\cleardoublepage
\section{I.}
Det er til de unge, jeg henvender mig. Lad de
gamle — de gamle af Sind og Hjærte — lad dem
lægge dette Skrift bort uden at trætte deres Øjne med
at læse det.
Jeg forudsætter, at Du er omkring atten eller
tyve Aar, at Du er færdig med din Læretid eller dine
Studier, og at Du netop skal ud i Livet. Jeg anser
det for sikkert, at din Aand staar over de Fordomme,
som dine Lærere har søgt at paatvinge Dig, at Du
ikke frygter Djævelen, og at Du ikke gaar og hører
Præsternes og Lægprædikanternes Floskler. Endvidere,
at Du ikke er en af disse Lapse, der er saa ynkelige
Frugter af vort forfaldne Samfund, og som driver
omkring i Gaderne for at vise deres velskaarne Klæder
og Abefjæs og kun tænker paa at nyde for enhver
Pris. \dots{} Nej, jeg forudsætter, at Du har Hjærtet
paa rette Sted, og af denne Grund henvender jeg mig
til Dig.
Det første Spørgsmaal, som stiller sig, er, hvad
Du skal blive. Du har ofte spurgt Dig selv om det.
Og, i Sandhed, naar en Mand er ung, saa forstaar
han, at naar han i flere Aar har gaaet for at lære et
Haandværk eller en Videnskab — vel at mærke, paa
Samfundets Bekostning — saa har han ikke gjort
dette for at benytte sine Færdigheder til at tilrane
sig egen Vinding, og den maa staa lavt og være dybt
sunken i Laster, som aldrig har drømt om at bruge
sin Intelligens, sit Talent og sine Kundskaber til at hjælpe og befri dem, som ligger i Fattigdom og
Uvidenhed.
Er Du ikke en af dem, som har haft en slig dejlig
Drøm? Lad os da se, hvad Du skal gøre for at faa
din Drøm til Virkelighed.
Jeg véd ikke, i hvilken Stand Du er født. Kanske
Du, begunstiget af Skæbnen, har kastet Dig over
Studiet af Videnskaberne; Du skal maaske være Læge,
Jurist, altsaa en videnskabelig uddannet Mand. Et
vidt Felt aabner sig for Dig; Du gaar ind i Livet med
udmærkede Kundskaber, med en øvet Intelligens; eller
paa den anden Side — Du er maaske en ærlig
Haandværket hvis Kendskab til Videnskaben er indskrænket
til det lidet, som Du lærte paa Skolen; men Du har
den Fordel paa første Haand at kende, hvad et Liv i
uafbrudt Slid er — det, som er beskaaret alle vor
Tids Arbejdere.
Jeg vil standse ved den første Antagelse for siden
at vende tilbage til den anden. Jeg antager, at Du
har haft en videnskabelig Uddannelse. Lad os antage,
at Du skal være Læge.
I Morgen vil en Mand i Arbejdsbukser komme
og hente Dig til en syg Kvinde. Han vil føre Dig
til en af de trange Gyder, hvor Genboerne kan trykke
hinandens Haand over de forbigaaendes Hoveder. Inde
i en mørk Gang, oplyst af en osende Lampe, slaar
Dig en forpestet Luft i Møde; Du kryber op ad en fire,
fem elendige Trapper, og i et mørkt, koldt Værelse
finder Du den syge Kvinde liggende paa Gulvet, dækket
af skidne Pjalter. Blege, blaagule Børn, skælvende
under de tynde Klæder, stirrer paa Dig med deres
store, vidt opspilede Øjne. Hendes Mand har arbejdet
hele sit Liv tolv, tretten Timer hver Dag. Nu har
han været uden Arbejde i tre Maaneder. Arbejdsløshed er ikke sjælden i hans Fag; den indtræffer
periodisk hvert Aar. Men før, naar han var ledig,
saa gik hans Hustru ud paa Arbejde — maaske
for at vaske dine Skjorter — og hun fortjente da en
70–80 Ø. om Dagen. Men nu har hun ligget til Sengs i to Maaneder, og Nøden stirrer Familien i Møde
i al sin Rædsel.
Du Læge, hvad vil Du foreskrive denne syge
Kvinde? Du, som med et Blik har set, at Aarsagen
til hendes Sygdom er Blodmangel, Mangel paa god
Føde, Mangel paa frisk Luft? Sig en god Bøfsteg
hver Dag? Lidt Bevægelse ude paa Landet? Et tørt
og godt ventileret Soveværelse?
Hvilken Ironi?
Hvis hun kunde have faaet dette, vilde hun
have haft det for længe siden uden ut vente paa dit
Raad.
Hvis Du har et godt Hjærte, et ærligt Ansigt og
snakker ligefrem, vil denne Familie sige Dig mange
Ting, Den vil fortælle Dig, at den Kvinde, som ligger
i det næste Værelse, og hvis Hoste skærer Dig helt
ind i Hjærtet, er en fattig Strygerske, at i Etagen
nedenunder har alle Børnene Feber, og at Vaskekonen
i første Etage ikke vil leve til Vaaren, og at i Huset
ved Siden af er det endnu værre fat.
Hvad vil Du sige til alle disse syge? Anbefale
dem kraftig Føde, en anden Luft, lidt mindre Slid \dots{}
Du ønsker bare, at Du kunde, og hjærtebrændt gaar
Du derfra med en Forbandelse paa dine Læber.
Den næste Dag, medens Du endnu grubler over
den Skæbne, som er beskaaret disse, der boede i et
Hundehul, fortæller en Kollega Dig, at i Gaar kom
en Tjener og hentede ham i Vogn. Det var til Ejeren
af et fint Hus, til en Dame, udmattet af søvnløse
Nætter, som havde hengivet hele sit Liv til at klæde sig
fint paa, til Visiter, til Baller og til at trættes med en dum
Ægtefælle. Din Ven har ordineret hende en mindre
urimelig Levemaade, mindre pirrende Mad,
Spasereture i fri Luft og lidt Gymnastik, da hun mangler
nyttigt Arbejde.
Den ene er døende, fordi hun aldrig har haft
nok Føde og nok Hvile i hele sit Liv; den anden lider,
fordi hun aldrig har vidst, hvad Arbejde var, siden
hun blev født.
Er Du en af disse slattede Naturer, som er
ligegyldige for alt, som ved Synet af de mest oprørende
Optrin trøster sig med et let Suk og et Glas Øl, da
vil Du gradvis blive vant til disse Kontraster, og
Dyret i Dig vil hjælpe dine Bestræbelser, saa at Du
vil blive moden for de forlystelsessyge Rækker, og Du
vil ikke tænke paa Elendigheden. Men hvis Du er
et Menneske, hvis hver Følelse hos Dig bliver en
Villiebeslutning, hvis ikke Dyret i Dig har dræbt din
Intelligens, saa vil Du en Dag sige til Dig selv: Nej,
dette er uretfærdigt, det maa ikke vare længere. Der
er ikke Tale om at helbrede Sygdommen, den maa
ogsaa forhindres. En bedre Levemaade og lidt mere
intellektuel Uddannelse vil bringe Sygdommenes Antal
ned til det halve. Kast Medicinen for Hundene! Luft,
god Føde, mindre Slid og Slæb — det er det, vi skal
begynde med. Uden det er en Læges Arbejde bare
Humbug og Bedrag.
Den Dag vil Du forstaa Socialismen. Du vil
længes efter at forstaa den til Bunds, og hvis
Altruisme ikke bare er et tomt Ord for Dig, hvis Du til
Studiet af det sociale Spørgsmaal føjer Naturfilosofens
strænge Udersøgelser, saa vil Du ende med at befinde
Dig i vore Rækker, og Du vil arbejde, som vi
arbejder, for den sociale Revolution.
Men maaske Du vil sige: Hvad bryder jeg mig
om praktisk Arbejde. Jeg vil hengive mig til den
rene Videnskab som Astronomen, Fysikeren, Kemikeren.
Sligt Arbejde bærer altid Frugt, selv om kun for
Fremtidens Slægter.
Lad os først forsøge at blive enige om, hvad Du
søger ved at hengive Dig til Videnskaben.
Er det kun den Nydelse, som vi har ved Studiet
af Naturen og ved Udvikling af vore intellektuelle
Ævner? I det Tilfælde spørger jeg Dig, hvori en
Filosof, som dyrker Videnskaben, for at han selv kan
leve et behageligt Liv, skiller sig fra en Dranker, som
ogsaa kun søger en øjeblikkelig Nydelse og finder den
i Vinen? Filosofen har valgt sin Nydelse mere klogt, siden den skaffer ham en langt dybere og varigere Nydelse
end Drankeren. Men det er ogsaa alt. Baade den
første og den anden har det samme egoistiske Maal
— personlig Tilfredsstillelse.
Men Du ønsker ikke at leve et egenkærligt Liv.
Ved at arbejde for Videnskaben vil Du arbejde for
Menneskeheden — det er den Tanke, som vil lede
Dig under dine Studier,
En daarende Illusion! Hvem af os har ikke
drømt den for et Øjeblik, naar vi for første Gang gav
os hen til Videnskaben?
Men, hvis Du virkelig tænker paa Menneskeheden,
hvis Du virkelig ser paa Menneskehedens Lykke, da
rejser der sig en mægtig Indvending, thi naar Du blot
har en lille Smule kritisk Aand, saa maa Du være
enig i, at i Nutidens Samfund er Videnskaben kun
en Luksusgenstand, som kun tjener til at gøre Livet
mere behageligt for de faa, men forbliver aldeles
utilgængelig for Menneskehedens Masse.
Der er nu gaaet mere end et Aarhundrede siden
Videnskaben nedlagde sunde Forudsætninger til at
klargøre Verdens Oprindelse, men hvor mange har
mestret disse Forudsætninger eller ejer den virkelige
videnskabelige, kritiske Aand? Nogle faa Tusinder,
som forsvinder blandt de Hundrede Millioner, som
endnu ligger nedsunkne i Fordomme og Overtro, der
passer for vilde, og som altid er udsatte for at tjene
som Lededukker for religiøse Bedragere.
Eller lad os se paa, hvad Videnskaben bar gjort
for at faa i Stand et fornuftigt Grundlag for fysisk
og moralsk Sundhed. Videnskaben siger os, hvorledes
vi bør leve for at bevare vort Legemes Sundhed og
vedligeholde en god Sundhedstilstand blandt
Befolkningens Masse. Den anviser Vejen til aandelig og
moralsk Lykke. Men forbliver ikke alt Arbejde i disse
to Retninger bare et dødt Bogstav i vore Bøger? Og
hvorfor?
Fordi Nutidens Videnskab kun er til for en Haandfuld priviligerede Personer, fordi den sociale Ulighed, som deler Samfundet i to Klasser — Lønslaverne og
Kapitalisterne —, gør al Lærdom om en sund
Tilværelse kun til den bitreste Ironi for ni Tiendedele
af Menneskeheden.
Jeg kunde anføre en hel Del flere Eksempler, men
jeg skal fatte mig i Korthed. Gaa blot ud af Fausts
Studerekammer, Livis støvede Ruder næsten lukker
det klare Dagslys helt ude, se Dig omkring, og ved
hvert Skridt vil Du selv finde Beviser paa denne
Tanke.
Der er nu ikke længere Spørgsmaal om at ophobe
videnskabelige Sandheder og Opdagelser. Vi trænger
fremfor alt til at sprede de Sandheder, som
Videnskaben allerede har mestret, at gøre dem til en Del
af vort daglige Liv, til almindelig Ejendom. Det gælder
om at bære sig saaledes ad, at alle, at
Menneskehedens Masser kan blive i Stand til at forstaa dem
og anvende dem. Vi maa omskabe Videnskaben fra
en Luksus til Grundlaget for hvert Menneskes Liv.
Dette er, hvad Retfærdighed fordrer.
Jeg gaar videre. Jeg siger, at det ligger i selve
Videnskabens Interesse at gaa i den Retning.
Videnskaben gør kun virkelige Fremskridt, naar en ny
Sandhed finder en Jordbund, som allerede er beredt til at
modtage den. Theorien om den mekaniske
Oprindelse af Varmen, skønt allerede forkyndt i forrige
Aarhundrede paa samme Maade som Hirn og Clausius
forkynder den i Dag, forblev dog i otti Aar begravet
i et lærd Selskabs Afhandlinger, indtil den Tid, da
Kundskaben i Fysik var spredt vidt nok, til at
Offenligheden kunde modtage den. Og tre Generationer
maatte gaa, før Erasmus Darwins Theorier om Arternes
Ævne til at variere kunde blive velvillig modtaget gennem
hans Sønnesøn, og selv da var det ikke uden Pres
fra den offenlige Mening, at de blev vedtaget af de
akademiske Tænkere. Tænkeren er ligesom Digteren
og Kunstneren altid et Produkt af det Samfund, i
hvilket han bevæger sig og lærer.
Men hvis Du gennemtrænges af disse Idéer, vil
Du forstaa, at det fremfor alt er vigtigt at faa en
radikal Forandring i den nuværeude Tilstand, som
overfylder Tænkeren med videnskabelige Sandheder,
medens Resten af Menneskene forbliver, hvad de var
for fem eller ti Aarhundreder siden, det vil sige Slaver
eller Maskiner, der er ude af Stand til at mestre de
erhvervede Sandheder. Og den Dag, Du er
gennemtrængt af denne vide, menneskekærlige og ægte
videnskabelige Tanke, den Dag vil Du tabe Smagen for
ren Videnskab. Du vil sætte Dig til at arbejde for at
udfinde Midler til denne Omdannelse, og hvis Du bringer
med til dine Undersøgelser din Upartiskhed, som Du
brugte i dine videnskabelige Undersøgelser, saa vil
Du visselig blive Socialist — Du vil gøre en Ende
paa Sofismerne, og Du vil komme iblandt os. Træt
af at arbejde for den lille Floks Nydelser, som
alligevel har saa meget deraf, vil Du stille din Oplysning
og din Hengivenhed i de undertryktes umiddelbare
Tjeneste.
Og vær sikker paa, at saa, naar Du føler, Du har
gjort din Pligt, naar der bliver Fællesskab mellem
dine Følelser og dine Handlinger, saa vil Du hos Dig
selv finde ny Kræfter, som Du aldrig har drømt om.
Og naar den Dag — og den er, trods alle lærde
Professorer, ikke langt borte — naar den Dag, der
vil blive Omskiftelsens Dag, den, Du arbejder for, naar
den er kommen, naar et fælles videnskabeligt Arbejde
afslører ny Kræfter, naar Arbejdets store Hær stiller
sin Erfaring og sin Energi i Videnskabens Tjeneste,
da vil den gøre saa mægtige Skridt fremad, at i
Sammenligning hermed vil Nutidens sene Fremskridt
synes at være Skoledrenges Arbejder.
Da vil Du kunne glæde Dig i Videnskaben; dens
Nydelse vil blive en Nydelse for alle.
\hairline
\section{II.}
Du er kanske færdig med din Jus og skal snart
modtage din Bestalling som Sagfører, og Du har maaske
ogsaa nogle Drømme om din fremtidige Virksomhed
— jeg forudsætter altsaa, at Du er en af disse ædlere
Aander, som véd, hvad Altruisme er. Maaske Du
tænker, at »jeg vil vie mit Liv til en uophørlig og
kraftig Kamp mod al Uretfærdighed! Jeg vil bruge
alle mine Evner for at Loven skal sejre, Loven, det
offenlige Udtryk for den højeste Retfærdighed — kan
nogen Virksomhed være ædlere?« og Du begynder
Livets Arbejde tillidsfuld til Dig selv og den Stilling,
Du har valgt.
Godt, men lad os slaa op paa den første og
bedste Side i Lovens Annaler, og vi vil faa at se, hvad
det virkelige Liv siger os.
Her har vi en rig Jordejer. Han fordrer, at en
Forpagter skal kastes ud, fordi han ikke har betalt
sin Afgift. Fra Lovens Side er Sagen ikke Tvivl
underkastet; naar den fattige Bonde ikke kan betale,
maa han gaa. Men naar vi nærmere undersøger
Sagen, saa vil vi opdage, at Jordejeren har brugt
Afgiften til glade Gæstebud, mens Forpagteren har slidt
og slæbt Dag ud og Dag ind. Jordejeren har ikke
gjort noget for at forbedre sin Ejendom, og alligevel
har dens Værdi tredoblet sig paa femti Aar paa Grund
af Jærnbaneanlæg, ny kommunale Veje, Dræning,
Indhegning og Opdyrkning af førhen ubenyttet Jord,
men Bonden, som har lagt hele sit Arbejde i dette,
har ruineret sig selv. Han er falden i Aagerkarles
Hænder, og da han sidder i Gæld til op over Ørene,
kan han ikke betale Ejeren. Loven, som altid er paa
Ejendommens Side, er klar nok; Jordejeren har Ret.
Men Du, hvis Retfærdighedsfølelse endnu ikke er
bleven afstumpet af Lovformler, hvad vil Du gøre?
Vil Du være med til, at Forpagteren kastes ud paa
Landevejen? — for det er, hvad Loven befaler —
eller vil Du forlange, at Jordejeren betaler tilbage til Forpagteren den Del af den højere Værdi af
Ejendommen, som skyldes Forpagterens Arbejde? — for
det er, hvad Retfærdighed forlanger. Hvilken Side vil
Du vælge? For Loven og mod Retfærdigheden eller
for Retfærdighed og mod Loven?
Eller naar Arbejderne strejker mod en
Fabriksherre uden 14 Dages Opsigelse, hvad vil Du saa gøre?
Vil Du staa paa Lovens Side, d. v. s. paa
Fabriksherrens, som understøttet af en Krise har fortjent
skændige Summer? Eller imod Loven, paa
Arbejdernes Side, som paa samme Tid ikke faar mere end
2 Kroner om Dagen og som ser Kone og Børn svinde
hen lige for deres Øjne? Vil Du forsvare det
Lovtrækkeri, som kaldes »Kontraktsfrihed«? Eller vil Du
forsvare Retfærdighed, i Følge hvilken en Kontrakt,
som er indgaaet imellem en Mand, som har spist godt
til Middag, og en, som sælger sin Arbejdskraft, fordi
han ellers sultede ihjæl, mellem den stærke og den
svage, — ikke er nogen Kontrakt?
Tag en anden Sag. Her i Byen luskede en Fyr
omkring en Slagterbutik; han stjal en Bøf og løb sin
Vej med den. Arresteret og forhørt forklarer han, at
han er en arbejdsløs Arbejder, og at han og hans
Familje ikke har haft noget at spise i fire Dage. Man
beder Slagteren om at lade Manden gaa, men denne
vil have, Retfærdigheden skal have sin Gænge. Han
anklager Arbejderen, som dømmes til seks Maaneders
Fængsel. Dette kræver Retfærdighedens blinde
Gudinde. Oprøres ikke din Samvittighed mod Lov og
Samfund, naar Du hører lignende Domme hver Dag?
Eller vil Du, at Loven skal anvendes mod den
Mand, som, daarlig opdraget og daarlig behandlet fra
sin Barndom af, er bleven voksen uden at have hørt
et eneste medfølende Ord, og som til slut myrder
sin Nabo for at stjæle en Krone fra ham? Vil Du
tillade, at han dømmes til at henrettes eller endnu
værre — at hun indespærres i tyve Aar, naar Du
véd, at han snarere er en vanvittig end en Forbryder, og at i ethvert Tilfælde hans Forbrydelse er hele
Samfundets Fejl?
Vil Du fordre, at disse Vævere, som i et Øjebliks
Ophidselse har sat Ild paa deres Fabrik, skal kastes
i Fængsel? At denne Mand, som skød efter en kronet
Morder, skal indespærres for hele Livet? At dette
Folk, som har rejst sig og har hejst Fremtidens Flag
paa Barrikaderne, skal skydes ned? Nej, og tusinde
Gange nej!
Hvis Du tænker i Stedet for at gentage, hvad
der er lært Dig, hvis Du analyserer Loven og drager
den ud af alle disse taagede Fortolkninger, som man
har indhyllet den i for at skjule dens virkelige
Oprindelse, d. e. den stærkeres Ret over den svage, og
dens egenlige Væsen, som altid har været at
indskrive og godkende alle Slags Undertrykkelser, som
Menneskeslægten har taget i Arv fra sin blodige
Historie — naar Du har forstaaet dette, vil Du foragte
Loven. Du vil forstaa, at det at være den skrevne
Lovs Tjener, det er hver eneste Dag at være i Kamp
med Samvittighedens Lov og at stille sig paa Urettens
Side. Og siden denne Kamp ikke kan vare bestandig,
saa vil Du enten komme til at kvæle Samvittighedens
Stemme, og Du vil blive et slet Menneske, eller Du
vil bryde med Sæd og Skik, og Du vil sammen med
os arbejde paa at ødelægge al denne økonomiske,
sociale og politiske Uretfærdighed.
Men da er Du en Socialist, — da er Du en revolutionær.
\hairline
Og Du, unge Ingeniør, som har drømt om at
forbedre Arbejdernes Kaar ved at anvende Videnskaben
i Industriens Tjeneste — hvilke sørgelige Skuffelser,
hvor mange tabte Illusioner venter ikke Dig. Du
sætter hele din Energi, alle dine Evner ind paa at
konstruere en Jærnbane, som skal gaa langs bratte Skrænter og gennem Fjældets Granit for at kunne
forbinde to Lande, som Naturen har skilt ad. Men
naar Arbejdet er paabegyndt, saa ser Du
Arbejderskarerne sygne hen og dø af Savn og Sygdom i de
mørke Tunneller; Du ser andre, som drager hjem med
nogle surt opsparede Skillinger og Spiren til Tæring i
sig. Du ser Menneskelig, Ofre for en smudsig
Gærrighed, ligge som Vejmærker langs din Jærnbanelinje,
og naar den endelig er færdig, vil Du komme til at
se den benyttet som Hovedvej for en indstrømmende
Armé.
Du har givet hele din bedste Ungdom hen for en
Opfindelse, der vil lette Produktionen, og efter mange
Forsøg, efter mange søvnløse Nætter, er Du tilsidst
Herre over din Opdagelse. Du gør Brug af den, og
Resultatet overgaar dine Forventninger. Ti, tyve
Tusind Arbejdere kastes ved den paa Gaden. De, som
bliver tilbage, er for det meste Børn, der bliver
henviste til at være Maskiner. En tre, fire, ti
Fabrikejere tjener sig en Formue paa den og »lader
Champagnen knalde« \dots{} Var det din Drøm?
Og naar Du studerer de sidste industrielle
Fremskridt, vil Du finde, at Syersken intet har vundet,
absolut intet, ved Opfindelsen af Symaskinen, at
Arbejderne i Gothardttunnellen døde af Stenstøvet trods
Diamantboret, at Murerne og Dagarbejderne er lige saa
arbejdsløse nu som før Donkraftens Opfindelse. Hvis
Du undersøger de sociale Problemer med den samme
Selvstændighed, som har ledet dine mekaniske
Undersøgelser, vil Du komme til den Slutning, at under
Privatejendommens og Lønslaveriets Herredømme vil
enhver Opfindelse, i Stedet for at lette Arbejdernes
Byrder, gøre dem tusinde Gange tungere, gøre deres
Arbejde mere aandssløvende, Arbejdsløsheden større,
Kriserne mere ødelæggende, medens den, som i
Forvejen allerede tager alle Nydelser, vil være den eneste,
der høster Fordel af den.
Hvad vil Du gøre, naar Du en Gang er kommen til denne Slutning?
Enten vil Du bringe din Samvittighed til Tavshed
med Sofismer, og Du vil en Dag tage Afsked med
din Ungdoms ærlige Drømme og søge selv at komme
i Besiddelse af det, der giver Ret til de Glæder og
Nydelser, som Livet kan byde — Du vil gaa over ti
Udsugernes Lejr.
Eller, hvis Du har et medfølende Hjærte, vil Du
sige til Dig selv: — Nej, dette er ikke Tiderne til at
gøre Opfindelser. Lad os først arbejde paa at ændre
Produktionssystemet. Naar det er forbi med
Privatejendommen, da først vil hvert Fremskridt i Industrien
komme Menneskeheden til Gode, og Arbejdernes Masser,
som nu kun er Maskiner, vil da blive tænkende
Væsener, som i Industrien vil anvende hele deres
Intelligens, der er udviklet ved Studier og fuldendt ved
legemligt Arbejde, og Industriens Udvikling vil da
gøre et Fremskridt, som i Løbet af femti Aar kan
udrette, hvad vi nu ikke en Gang vover at drømme om.
\hairline
Og hvad skal jeg sige til Læreren — ikke til den
Mand, som ser paa sin Gærning som en anstrængende
Forretning, men til ham, som, omgivet af en Flok
glade Unger, føler sig oplivet af deres livlige Øjne og
deres glade Latter, og som vil indpode i deres smaa
Hjærner de Menneskekærlighedens Idéer, som
begejstrede ham selv, da han var ung.
Jeg ser ofte, at Du er bedrøvet, og jeg véd, hvad
der har skaffet Dig Rynker i Panden. I Dag har din
Yndlingselev, som ganske vist ikke er flink i Latin,
men som har et udmærket Hjærte, med Begejstring
fortalt om Wilhelm Tell. Hans Øjne lynede, han
syntes at ville gennembore alle Tyranner, da han
fremsagde Schillers lidenskabelige Vers. Men da han
kom hjem, fik han Skænd af sin Mo’r, sin Fa’r eller
sin Onkel, fordi han ikke har vist Præsten eller
Politibetjenten tilstrækkelig Respekt. I en Time præket
de for ham: »Vær forsigtig, vis Lydighed og Respekr
for Avtoriteterne«, og saa vil han snart kaste Schiller
til Side for at læse: »Hvorledes man kommer frem i
Verden«.
Og nu fortælles det Dig, at det er gaaet saa
daarligt med dine bedste Elever. En gør ikke andet
end drømme om at blive Officer. En er bleven
optaget i sin Principals Forretning og stjæler nu fra
Arbejderne deres usle Løn. Og Du, som havde sat
saa stort et Haab til disse unge, Du grubler nu over
den sørgelige Modsætning mellem Idealet og Livet.
Og det tænker Du paa endnu! Men jeg forudsiger,
at inden to Aar, naar Du har lidt Skuffelse efter
Skuffelse, saa vil Du lægge dine kære Forfattere paa
Hylden, og Du vil tilsidst erklære, at Wilhelm Tell
uden Tvivl var en meget skikkelig Fader, men naar
alt kommer til alt lidt forrykt, at Poesi er udmærket i en
ledig Time, især efter at man en hel Dag igennem
har undervist i sammensat Rentesregning, men at
de Herrer Digtere altid svæver i Skyerne, og at deres
Vers intet har at gøre hverken med Livet eller
Skoleinspektørens næste Besøg \dots{}
Eller ogsaa bliver din Ungdoms Drømme dit
Manddomslivs Overbevisning. Du vil forlange en
udstrakt menneskelig Undervisning for alle, i Skolen og
udenfor Skolen, og idet Du indser, at den vil være
umulig under de nuværende Tilstande, saa vil Du
angribe Bourgeois-Samfundet i dets Rod. Og naar Du
saa er bleven afskediget af Undervisningsministeren,
vil Du forlade Skolen og komme og stille Dig iblandt
os. Du vil oplyse Mænd, der er ældre, men mindre
lærde end Du, om hvilken Tiltrækning der er i
Kundskab, og hvorledes Menneskeheden burde være,
og hvad den kan blive. Du vil komme og arbejde
sammen med Socialisterne for en fuldstændig
Omforandring af det nuværende System for at opnaa sand
Lighed, virkeligt Broderskab og Frihed.
\hairline
Og endelig Du unge Kunstner, Billedhugger, Maler,
Digter, Musiker, har Du ikke set, at den hellige Ild,
som opflammede dine Forgængere, ikke findes hos
Eder nu? at Kunsten er flad, og Middelmaadigheden
hersker alene?
Og hvorledes kunde det være anderledes? Den
Glæde over at have genfundet Oldtidens Verden, over
at have forfrisket sig i Naturens Kilder, som
frembragte Renaissancens Mesterværker, er ikke mere til for
Nutidens Kunst; overfor Revolutionens Idé er den
hidindtil forbleven kold, og blottet for Idé tror den at have
fundet en i Realismen, naar den nu piner sig med at
levere et koloreret Fotografi af Dugdraaben paa en
Plante, med at efterligne en Kos Bagparti eller at
afmale i alle Enkeltheder, i Prosa og i Vers, en Kloaks
stinkende Snavs, en fin Skøges Kabinet!
Men hvis det er saa, hvad skal man saa gøre? vil Du spørge.
Hvis den hellige Ild, som Du siger brænder i Dig,
ikke er bedre end en rygende Væge, da bliv bare ved
med at gøre, som Du har gjort, da vil din Kunst snart
synke ned til at blive et Haandværk til at dekorere
Grossererens Salon og komponere tredje Klasses
Operetter og skrive Føljetoner til Skillingsbladene.
De fleste af Jer glider allerede med fuld Kraft
ned ad dette Skraaplan. Men hvis dit Hjærte banker
i Samklang med Menneskehedens, hvis Du som en
sand Digter har Øre for Livet, da vil Du, naar Du
ser ud over dette Hav af Lidelser, hvis Bølger skyller
op om Dig, naar Du staar Ansigt til Ansigt med
disse Folkeslag, som dør af Hunger, med disse Lig,
der stabler sig op i Gruberne, med disse lemlæstede
Legemer, som ligger i Dynger ved Barrikaderne, naar
Du ser disse lange Rækker af forviste, som vandrer
ind i Sibirien for at begraves i Isørkenen, eller paa
de tropiske Øers Bredder, naar Du staar lige over
for den sidste Kamp, der kæmpes, de overvundnes
Smærtensskrig og Sejrherrernes vilde Fester,
Heltemodet i Kamp med Fejgheden, den ædle Begejstring
og den lave Slethed — da vil Du ikke kunne holde
Dig nevtral. Da vil Du komme til at stille Dig paa
de undertryktes Side, fordi Du véd, at det skønne,
det herlige, at selve Livsens Aand er hos dem, som
kæmper for Lys, for Menneskelighed, for Retfærdighed.
Her vil Du tilraabe mig: Holdt!
\hairline
Men, vil Du sige, naar abstrakt Videnskab er
Luksus og Lægekunsten omtrent bare Humbug, naar
Loven er det samme som Uretfærdighed, og
mekaniske Opfindelser bare Midler til at plyndre de svage,
naar Skolen, i Strid mod den praktiske Mands
Verdensvisdom, er sikker paa at blive besejret, og Kunsten
uden den revolutionære Idé vil sygne hen, hvad er
der saa tilbage for mig at gøre?
Jo, — Du har en mægtig, en velsignelsesrig
Gærning, hvor dine Handlinger vil være i
Overensstemmelse med din Samvittighed, et Arbejde, som kan
begejstre de stærkeste og ædleste Naturer.
\hairline
\section{III.}
Hvilken Gærning? — Det skal jeg sige Dig.
Enten maa Du stadig gaa paa Akkord med din
Samvittighed og til slut en Dag sige: Lad Menneskeheden
forgaa, bare jeg kan have nok af Glæder og kan nyde
dem tilfulde, saalænge Folket er dumt nok til at
tillade mig det; eller Du maa stille Dig ved Siden af
Socialisterne og med dem arbejde paa en fuldstændig
Omdannelse af Samfundet. Saaledes er den uigendrivelige
Følge af den Undersøgelse, vi har gennemgaaet, det
er den logiske Slutning, som ethvert intelligent Menneske
er nødt til at komme til, forudsat at han tænker
ærligt paa det, som foregaar rundt om ham, og
forstaar at gøre sig uafhængig af de Spidsfindigheder,
som hans Bourgeois-Opdragelse hvisker ham i Øret,
og af sine Omgivelsers egennyttige Syn.
Naar man altsaa en Gang er kommen til denne
Slutning, saa maa man spørge: \emph{Hvad skal der gøres?}
— Svaret er let.
Forlad de Omgivelser, hvori Du er sat, og hvori
man plejer at kalde Folket en Flok Bæster, kom blandt
dette Folk, og Svaret vil komme af sig selv.
Du vil se, at overalt, i Frankrig som i Tyskland,
i Italien som i Amerika, overalt, hvor der er en
priviligeret og en undertrykt Klasse, der foregaar der blandt
Arbejderne en umaadelig Bevægelse, hvis Maal det er
for stedse at nedbryde den Trældom, som det
kapitalistiske Lehnsvæsen har paalagt os, og at grundlægge
et Samfund, bygget paa Lighed og Retfærdighed. Og
det er ikke længere nok for et Folk i Nutiden at udtrykke
sine Klager i en af de rørende Sange, der saa dybt
og smærtende skar en i Hjærtet, som det attende
Aarhundredes Trælle sang, og som den russiske Bonde
synger den Dag i Dag. Nu arbejder det for sin
Befrielse med fuld Bevidsthed om, hvad det gør, og trods
alle Hindringer imod dets Frigørelse.
Dets Tanker beskæftiger sig uafbrudt med, hvad
der skal gøres, for at Livet, i Stedet for at være en
Forbandelse for tre Fjerdedele af Menneskeheden, kan
blive til en Lykke for alle. Det tager Samfundslærens
vanskeligste Problemer op og søger at løse dem ved
sin sunde Fornuft, sin Iagttagelsesaand og sin
dyrekøbte Erfaring. Og for at komme til
Forstaaelse med andre, ligesaa ulykkelige som det selv,
forsøger det saa at danne Grupper, at organisere sig.
Det danner Foreninger, som med Vanskelighed
opretholdes af smaa Bidrag. Det sætter sig i Forbindelse
med Kammerater i Udlandet, og bedre end filantropiske
Stortalere forbereder det den Dag, da Krig mellem
Folkene skal blive umulig. For at kunne vide, hvad
dets Kammerater gør, opretter det Arbejderblade —
men med hvilke store Ofre og uendelige Anstrængelser!
Og tilsidst, naar Tiden er kommen, rejser det sig for
at ofre sit Blod paa Barrikaderne, det kæmper for de
Rettigheder, som de rige og mægtige senere forstaar
at forvanske til Forrettigheder, de vender mod det.
Hvilken uendelig Række af Anstrængelser! Hvilken
uophørlig Kamp! Hvilket stadig paa ny begyndt
Arbejde, snart for at fylde de Huller, der dannes af
Desertører, enten dem, der bliver trætte, eller dem, der
sælger sig, eller dem, der gøres til Genstand for
Forfølgelser; snart for igen at danne Rækkerne, som er
bleven udtyndede ved Geværernes og Mitrailløsernes
Kugler, snart for igen at tage fat paa de Forskninger,
som er bleven afbrudt ved Masseudryddelserne.
Aviserne holdes oppe af Folk, som ved Sult og
Nattevaagen har maattet stjæle Kundskabsbrokker fra
Samfundet, Agitationen drives med Skillingsbidrag,
samlet fra Arbejdernes Sulteløn, og under stadig Frygt
for at se sin Familje lide den skrækkeligste Nød, saa
snart som Arbejdsherren faar at vide, at »hans
Arbejder, hans Slave er befængt med Socialisme«.
Dette vil Du se, hvis Du gaar ud blandt Folket.
\hairline
Og i denne endeløse Kamp — hvor ofte har ikke
Arbejderen forgæves spurgt, naar han segnede under
Byrdernes Vægt:
»Hvor er dog disse unge henne, der er bleven
opdraget paa vor Bekostning? Disse unge, som vi
har født og klædt, medens de studerede? Hvor er
disse, for hvem vi, med Ryggen krummet under de
tunge Byrder og Maven tom, har bygget disse Huse,
disse Universiteter, disse Bibliotheker, disse Musæer?
Hvor er disse Mennesker, for hvem vi, med vore
blege, magre Ansigter, har trykt disse fine Bøger,
som vi selv ikke en Gang kan læse? Hvor er disse
lærde henne, som paastaar at eje al menneskelig
Videnskab, og for hvem hele Menneskeheden ikke er saa
meget værd, som en sjælden Insektart. Hvor er disse
Mænd, som altid fører Frihedens Fraser i Munden,
men som aldrig tænker paa at kæmpe for vor Frihed,
der daglig trampes under Fødder? Hvor er disse
Digtere og Forfattere, disse Malere og Billedhuggere
— med ét Ord — hvor er denne Bande af Hyklere,
som taler om Folket med Taarer i Øjnene, men som
aldrig har været iblandt os for at hjælpe os med vort
Arbejde?«
Ja, hvor er de?
Nogle føler sig vei tilpas i deres fejge
Ligegyldighed. Andre, Majoriteten, foragter »Hoben« og er rede
til at kaste sig over den, hvis den vover at røre ved
en af \emph{deres} Forrettigheder.
— Det er sandt, af og til kommer der en ung
Mand, som drømmer om Trommer og Barrikader og
ønsker at gøre Opsigt; men han opgiver Folkets Sag,
saa snart han opdager, at Vejen til Barrikaderne er
lang, at Arbejdet er tungt, og at den Laurbærkrans,
som kan vindes, er omvundet med Torne. I
Almindelighed er det umættelige Ærgærrigheder, som, efter at
det er slaaet fejl med deres første Forsøg, kommer
for at fange Folkegunst, men som senere er de første
til at tordne mod Folket, naar det vil anvende de
Principer, som de selv har proklameret. Maaske vil
de ogsaa være færdige til at vende Kanonerne mod
Folket, naar det vover at røre sig, før \emph{de}, Lederne,
har givet Signalet.
Læg hertil: Skældsord, hovmodig Foragt og fejg
Bagtalelse fra den store Majoritet, og Du vil have den
Hjælp, Folket nu til Dags faar af de unge af den
højere Stand og Middelklassen til sin sociale Udvikling.
\hairline
Efter alt dette vilde Du da atter spørge: Hvad
skal vi gøre? Naar der er alt at gøre! Naar en hel
Hær af unge vilde finde nok til at Sysselsætte hele
deres Ungdoms Kraft, hele deres Intelligens og Talent
med for at hjælpe Folket i det store Foretagende, som
det har paabegyndt.
I Elskere af den rene Videnskab, hvis I er
gennemtrængt af Socialismens Principer, hvis I helt ud
forstaar Betydningen af den Revolution, som mælder sit
Komme, ser I da ikke, at al Videnskab maa omformes
for at komme i Harmoni med de ny Principer, at Talen
er om at fuldføre en Revolution paa dette Felt, en
Revolution, der er større end den, som i det attende
Aarhundrede fuldbyrdedes i enhver Gren af
Videnskaben? Forstaar I ikke, at Historien — som nu er
noget Kællingesnak om store Konger, store Mænd og
Krigsdage, at denne Historie maa skrives ud fra
Folkets Syn, ud fra det Værk, som Masserne har gjort,
i Menneskehedens lange Udvikling. At
Socialøkonomien, som i Dag kun er en Godkendelse af
Kapitalistplyndringen, maa blive omarbejdet saa vel i sine
Grundsætninger som i sine utallige Anvendelser, at
Antropologien, Sociologien og Ethiken maa fuldstændig
omformes, og at selv Naturvidenskaberne, set fra et nyt
Synspunkt, maa uudergaa en dybtgaaende Forandring
med Hensyn til Opfattelsesmaaden af de naturlige
Fremtoninger og Fremstillingsmethoder?
Saa gør det da. Sæt alle jeres Ævner ind paa
den gode Sag. Især hjælp os med jeres klare Logik at
modarbejde Aarhundreders Fordomme og at udarbejde
Grundlaget for en bedre Organisation. End mere, lær
os i vor daglige Diskussion frygtløs at bruge den sande
videnskabelige Undersøgelse, og vis os, ved at foregaa
med et godt Eksempel, hvorledes man ofrer sit Liv
for Sandhedens Sejr.
I Læger, som har lært Socialismen at kende ved
en saa bitter Erfaring, bliv aldrig trætte af at sige os,
i Dag, i Morgen, i Tide og Utide, at Menneskeheden
iler mod sin Vanslægtelse, hvis Tilværelsens og
Arbejdets nuværende Tilstande skal vedvare — at al
jeres Medicin er magtesløs mod Sygdommene,
saalænge ni og halvfems Hundrededele af Menneskeden
frister Livet under Forhold, som er stik modsatte af,
hvad Videnskaben fordrer. — Overbevis Folk om, at
det er Sygdommens Aarsag, som maa rives op med
Rode, og vis os alle, hvad der bør gøres for at
udrydde den.
Kom med jeres Instrumenter og disseker for os
med fast Haand dette vort Samfund, som haster mod
Forraadnelse. Vis os, hvorledes en forstandig
Tilværelse skulde og kunde være. Som sande Kirurger maa
I overbevise Folk om, at et angrebet Lem maa
amputeres uden Betænkning, for at det ikke skal forgifte
hele Legemet.
I, som har stillet Videnskaben i Industriens
Tjeneste, kom og sig os aabent og ærligt, hvad Udfaldet
har været af jeres Opdagelser. Lad dem, som ikke
tør gaa Fremtiden kækt i Møde, skimte, hvilke ny
Opfindelser der ligger bare i den Kundskab, vi har nu,
hvad Industrien kunde blive under bedre Tilstande,
hvad Mennesket kunde producere, naar det altid
arbejdede i Bevidstheden for at forøge sin Produktion.
Hjælp dog Folket med jeres Indsigt, jeres praktiske
Anlæg og jeres Organisationstalenter i Stedet for at
stille dem til Udsugernes Raadighed.
I Digtere, Malere, Billedhuggere og Musikere, hvis
I forstaar jeres egen Mission og Kunstens sande
Interesser, saa gaar I med os. Stil jeres Pen, jeres Pensel,
jeres Mejsel til Revolutionens Tjeneste. Mal for os i
jeres billedrige Stil, i jeres udtryksfulde Malerier om
Folkenes Kæmpekampe mod deres Undertrykkere.
Opflam de unges Hjærter med det skønne, store
revolutionære Pust, som besjælede vore Forfædre, fortæl
Kvinderne om, hvor stor og ædel en Livsgærning
deres Mænd har taget op, hvis de giver deres Liv hen
for den sociale Frigørelses store Sag. Vis Folket, hvor
stygt dets virkelige Liv er nu, og sæt Fingeren paa
Aarsagen til Stygheden, sig os, hvad et fornuftigt Liv
vilde være, hvis det ikke Skridt for Skridt tørnede
mod den nuværende sociale Ordens Usselheder og
Skændigheder.
Og tilsidst, alle I, som ejer Kundskab og Talent,
hvis I har en Gnist af Medfølelse, kom, I selv og
jeres Hustruer, og stil Jer i deres Tjeneste, som trænger
mest. Og husk paa, at hvis I kommer, ikke som
Herrer, men som Kammerater i Kampen, ikke for at
herske, men for at faa Styrke i et nyt Liv til Kampen
for Fremtiden, ikke saa meget for at lære fra Jer,
som for at gribes af Mængdens Længsler, forstaa dem,
give dem Form, og saa arbejde uden Rast og Ro,
med Ungdommens hele Ild, uophørlig for at føre dem
ud i det virkelige Liv — husk, at da, og kun da vil
I kunne leve et helt og fornuftigt Liv. Da vil I se,
at ethvert Skridt paa denne Sti vil bære Frugt i
Overflod, og den Harmoni, der vil blive mellem jeres
Handlinger og jeres Samvittighed, vil give Jer Kræfter
som I aldrig drømte om fandtes hos Jer.
Hvilken ædlere Livsgærning kan I ønske jer, end
at deltage i den aldrig ophørende Kamp i Folkets
Midte for Sandhed, Retfærdighed og Lighed.
\hairline
\section{IV.}
Jeg har behøvet 3 Kapitler for at sige de unge
af den velstaaende Klasse, at lige over for det Valg,
Livet stiller, vil de blive nødt til, hvis de er ærlige
og oprigtige, at arbejde Side om Side med Socialisterne,
at kæmpe i deres Rækker for den sociale Revolution.
Og alligevel, hvor simpel er ikke denne Sandhed! Men
naar man skal tale til dem, som er vokset op under
Bourgeois-Indflydelser, hvor mange Spidsfindigheder
maa ikke bekæmpes, hvor mange Fordomme ikke overvindes, hvor mange egennyttige Interesser ikke skaffes af Vejen.
Men det er en let Sag at være mere kort, naar
man taler til Jer, Folkets Ungdom. Livet selv bringer
Jer til at blive Socialister, naar blot I har lidt Mod til
selv at tænke og handle derefter.
Den moderne Socialisme er nemlig fremstaaet fra
Folkets dybe Lag. Selv om nogle Tænkere, udgaaet
fra Borgerklassen, er kommen og har tilført den
Videnskabens Godkendelse og Filosofiens Støtte, saa er
Indholdet af de Tanker, de har udtalt, ikke
destomindre frembragt ved det arbejdende Folks samlede
Tankegang. Er ikke \emph{Internationales} Forstandssocialisme,
som den Dag i Dag er vor bedste Styrke, bleven
udarbejdet i Arbejderorganisationerne under Massernes
umiddelbare Indflydelse? Og har de Par Forfattere,
som har givet deres Bistand til denne Udarbejdelse,
gjort andet end finde det ordnede Udtryk for de
Længsler, som Arbejderne allerede var besjælede af?
At vokse op i Arbejdernes Rækker og ikke
arbejde for Socialismens Sejr, det er at misforstaa sine
egne Interesser, at fornægte sin egen Sag og sin
historiske Mission.
\hairline
Husker Du den Gang Du endnu kun var en
lille Knægt, at Du en Vinterdag gik ned i dit
mørke Stræde for at lege? Kulden trængte ind
igennem dine tynde Klæder og Sneen og Sjappet gennem
dine udslidte Sko. Og naar Du paa Afstand saa de
velnærede Børn, klædt saa rigt og tykt, som saa paa
Dig saa overlegent, saa vidste Du allerede da, at disse
Poder, der var klædt som Dukker, ikke var dine
Kammerater og Ligemænd, hverken i Intelligens, Fornuft
eller Energi. Men siden, da Du blev nødt til at stænge
Dig inde i en Fabrik fra 5–6 om Morgenen og forblive der i tolv Timer ved en hvirvlende Maskine, og
Du selv som en Maskine blev nødt til Time efter
Time, Dag efter Dag, Aar efter Aar at følge dens
Bevægelser i deres ubarmhjærtige Taktslag — gik de
andre i hele denne Tid roligt i deres fine Skoler, paa
deres Akademier og Universiteter. Og nu er de samme
Børn, mindre intelligente, men bedre opdraget end Du,
nu er de bleven dine Herrer og nyder alle Livets
Glæder og alle Civilisationens Fordele. Og du? Hvilken
Lod venter Dig?
Du har et lidet, trangt og mørkt Rum, hvor fem eller
seks menneskelige Væsener er rodet sammen paa nogle
faa Kvadratfod, hvor din Moder, syg af Livet og
gammel af Sorg i Stedet for af Alder, byder Dig tørt
Rugbrød og Kartofler og en mørk Væske, kaldet
Kaffe, som din eneste Føde; og til at adsprede Dig har
Du et eneste, det samme, aldrig ophørende
Spørgsmaal: Hvorledes skal vi kunne betale Bageren i
Morgen og Huslejen i Overmorgen?
Men \emph{maa} Du trækkes med den samme daarlige
Tilværelse, som din Fader og Moder har henslæbt
Livet i i en treti-firti Aar? \emph{Maa} Du slæbe hele dit
Liv for at skaffe andre Velværets, Kundskabens og
Kunstens Fornøjelser, medens Du selv kun har den
uophørlige Bekymring om, hvorledes Du kan skaffe
Dig en Bid Brød? Vil Du for altid opgive det, som
gør Livet saa dejligt, bare for at skaffe en
Haandfuld Lediggængere al overflødig Luksus? Vil Du slide
Dig helt op med haardt Arbejde for kun at kende
Møje elller endog Nød, naar de arbejdsløse Tider kommer?
Er det dette, Du længes efter i Livet?
\hairline
Maaske vil Du give tabt. Du ser ingen Vej til
at komme ud af din elendige Tilstand, og Du siger
til Dig selv: Hele Generationer har haft den samme
Lod, og jeg, som intet kan ændre i denne Tilstand,
jeg maa ogsaa finde mig i det. Lad mig da arbejde
væk og forsøge at leve saa godt jeg kan.
Godt! Men i dette Tilfælde vil Livet selv oplyse Dig.
En Dag kommer der en Krise, en af disse Kriser,
som ikke længere er et forbigaaende Fænomen, som
for en Tid siden, men en Krise, som ødelægger en
hel Industri, som kaster Tusinder af Arbejdere ud i
den sorteste Nød, som knuser hele Familjer. Du
kæmper som de andre mod denne Ulykke. Men Du
vil snart se, hvorledes din Kone, dit Barn, din Ven
lidt efter lidt bukker under af Mangel, Du vil se dem
svinde hen lige for dine Øjne; af lutter Mangel paa
Føde og Mangel paa Pleje dør de paa et elendigt Leje,
medens Livet for de rige ruller sine glade Bølger i
den store Stads solstraalende Gader — uden at de
ofrer en Tanke paa dem, som gaar til Grunde.
Da vil Du forstaa, hvor oprørende dette Samfund
er, Du vil begynde at tænke paa Aarsagerne til denne
Krise, din Undersøgelse vil gaa til Bunds i denne
Afskyelighed, som udsætter Millioner af menneskelige
Væsener for en Haandfuld Lediggængeres begærlige
Lyster. Da vil Du forstaa, at Socialisterne har Ret,
naar de siger, at det nuværende Samfund baade kan
og maa blive omformet fra Grunden af.
En anden Gang, naar din Herre forsøger ved en
ny Nedsættelse af Lønnen at presse nogle flere Øre
ud af Dig for at øge sin Formue end mere, da vil
Du protestere; men han vil haanligt svare: Gaa og
spis Græs, hvis Du ikke vil arbejde til den Pris, jeg
byder. Da vil Du forstaa, at din Herre ikke alene
forsøger at beklippe Dig som et Faar, men at han
ogsaa ser paa Dig som et lavere Væsen, at han ikke
er tilfreds alene ved at holde Dig i sine Jærnklør
ved Lønsystemet, men at han ogsaa vil gøre Dig til
Slave i enhver Forstand. Da vil Du enten bøje Dig
for ham, opgive din menneskelige Værdighed og ende
med at lide enhver tænkelig Ydmygelse. Eller Blodet vil stige Dig til Hovedet, Du vil gyse tilbage for den
Skraaning, som Du var nær ved at glide ned ad. Du
vil svare ham, og naar Du arbejdsløs er kastet paa
Gaden, da vil Du forstaa, at Socialisterne har Ret,
naar de siger: Oprør! rejs Eder mod det økonomiske
Slaveri! Da vil Du komme og stille Dig i
Socialisternes Rækker, og sammen med dem vil Du arbejde
for den fuldstændige Afskaffelse af alt Slaveri —
økonomisk, socialt og politisk.
Og en Dag vil Du atter faa at høre om den
unge, vakre Pige, hvis raske Gang, hvis frimodige
Øjne, hvis muntre Tale Du saa ofte har beundret.
Efter at have kæmpet haardt Aar efter Aar imod
Nøden, forlod hun sin Fødeby for at rejse til
Hovedstaden. Hun vidste godt, at Kampen for Tilværelsen
vilde blive haard der, men hun haabede dog at kunne
tjene sit Brød paa en ærlig Maade.
Du véd nu, hvad hendes Skæbne blev.
En Søn af en eller anden Kapitalist gjorde
Haneben til hende, hun lod sig forføre af hans vakre Ord
og gav sig hen til ham med hele sin Ungdoms
Lidenskab, kun for at blive forladt efter et Aars Forløb
med et Barn i sine Arme. Men aldrig tabende Modet
vedblev hun at kæmpe, men i Kampen mod Hunger
og Kulde bukkede hun tilsidst under og endte sine
Dage paa et eller andet Hospital, ingen véd hvorledes \dots{}
Hvad vil Du saa gøre?
Enten vil Du skyde hele det ubehagelige Minde
fra Dig med en eller anden dum Frase. »Hun var
ikke den første og vil ikke blive den sidste«, vil Du
sige, og en Aften vil Du paa en Knejpe sammen med
andre Bøller tilsøle hendes Minde med skidne Ord.
Eller Mindet om hende vil røre dit Hjærte. Du vil
opsøge den skændige Forfører og slynge ham hans
Forbrydelse i Ansigtet. Du vil komme til at tænke
paa Aarsagen til denne Historie, som gentager sig
hver Dag, og Du vil forstaa, at den aldrig vil ophøre
at gøre sig gældende, saa længe som Samfundet er
delt i to Lejre — paa den ene Side de nødlidende,
paa den anden de lade, de nydende, med de fine
Fraser og de dyriske Lyster. Du vil forstaa, at det
er paa Tide, der bliver slaaet Bro over dette
bundløse Svælg, Du vil stille Dig under Socialismens Fane.
\hairline
Og Du, Folkets Kvinde, kan Du forblive kold ved
alt dette? Mens Du kærtegner dette Barns gulhaarede
lille Hoved, som gemmer sig ved dit Bryst, tænker
Du da aldrig paa den Lod, der venter ham, hvis ikke
de nuværende sociale Forhold forandres? Tænker Du
aldrig paa den Fremtid, som venter din unge Søster
eller dine Børn? Vil Du have, at dine Sønner skal
slæbe Livet hen som deres Fader før dem, uden nogen
anden Bekymring end hvorledes han skal faa sit
daglige Brød, uden nogen anden Fornøjelse end
Beværtningens? Vil Du have, at din Søn eller din Mand
skal være undergivet den første den bedstes Naade, der
har arvet en Kapital til at udbytte dem med? Vil
Du have, at de skal forblive deres Mesters Slaver, de
mægtiges Kanonføde, den Gødning, som skal gøde
de riges Marker?
Nej og Tusinde Gange nej!
Jeg véd, at dit Blod har kogt, naar Du hørte,
at din Mand, der var gaaet med paa en Strejke fuld
af Begejstring og Bestemthed, tilsidst med Huen i
Haanden har akcepteret de Vilkaar, som Herrerne
dikterer i en haanlig Tone.
Jeg véd, Du har beundret disse spanske Kvinder,
der i en Folkerejsning gik i Spidsen for Oprørernes
Hær og blottede deres Bryst for Soldaternes
Bajonetter.
Jeg er sikker paa, at Du nævner hin Kvinde
med Højagtelse, der skød den brutale Embedsmand,
som endog tillod sig at haane en Socialist i hans Celle.
Og jeg véd, at dit Hjærte bankede hurtigere, da
Du læste om disse Pariserinder, som i Kommunens
Tid samlede sig under Kugleregnen for at opflamme
deres Mænd til Heltedaad. Jeg véd det, og derfor
tvivler jeg ikke heller om, at ogsaa Du tilsidst slutter
Dig til dem, der arbejder paa at erobre Fremtiden.
\hairline
Hver eneste en af Eder, ærlige unge Mænd og
Kvinder, Bønder, Arbejdere, private og offenlig ansatte
Kontorfolk, Soldater, I vil forstaa, hvad jeres Ret er,
og I vil gaa med os. I vil komme for at arbejde
sammen med jeres Brødre for den Revolution, som
vil tilintetgøre ethvert Slaveri, sprænge alle Lænker,
bryde de gamle forslidte Traditioner og aabne for hele
Menneskeheden en ny og videre Synskreds; I vil slutte
Jer til os for i det menneskelige Samfund at
grundlægge den sande Frihed, den sande Lighed og det
sande Broderskab. Arbejd alle og for alle — den fulde
Nydelse af deres Arbejds Frugter, den fulde Udvikling
af alle deres Ævner — et fornuftigt, menneskeligt og
lykkeligt Liv.
Lad Dig ikke daare med, at vi — bare en lille
Flok — er for svage til at naa det store Maal, vi
har sat os.
Tæl og se hvormange af os det er, som lider under
Uretfærdigheden.
Vi Arbejdere, som væver Silke og Fløjl, for at
vi selv skal gaa klædt i Pjalter, vi er ogsaa en Masse.
Naar Fabriksklokken ringer til et Øjebliks Frihed,
fylder vi Gaderne som et brølende Hav.
Vi Soldater, som trækkes afsted under
Komandostaven, vi, som faar de Kugler, som vore Officerer har
Ordener og Distinktioner for, vi stakkels Taaber, som
hidtil ikke har vidst bedre end at skyde vore Brødre,
vi behøver bare at gøre omkring for at se den
Haandfuld snoreklædte Herrer blegne, som kommanderer os.
Vi Bønder, som arbejder for andre og æder Havre,
mens vi overlader Herrerne Hveden, vi udgør
Millioner Mennesker; vi er saa talrige, at vi alene udgør
Folkenes Masser.
Alle vi, som lider og som haanes hver Dag, vi
er tilsammen den store Mængde, vi er Havet, som kan
opsluge alt.
Saasnart det er vor Vilje, er et Øjeblik nok til,
at Retfærdigheden sker Fyldest.
% begin final page
\clearpage
% if we are on an odd page, add another one, otherwise when imposing
% the page would be odd on an even one.
\ifthispageodd{\strut\thispagestyle{empty}\clearpage}{}
% new page for the colophon
\thispagestyle{empty}
\begin{center}
Det Anarkistiske Bibliotek
\bigskip
\includegraphics[width=0.25\textwidth]{logo-da.pdf}
\bigskip
\end{center}
\strut
\vfill
\begin{center}
Peter Kropotkin
Til de unge
1891
\bigskip
Hentet 07\Slash{}04\Slash{}17 fra http:\Slash{}\Slash{}runeberg.org\Slash{}tildeunge\Slash{}
Oversat fra fransk til »Arbejderen«, København, Trykt hos F. E. Bording (V. Petersen), 1891
\bigskip
\textbf{da.theanarchistlibrary.org}
\end{center}
% end final page with colophon
\end{document}